Mobilabonnementer i Danmark
Når du skal købe mobiltelefon, skal du også have et mobilabonnement for at ringe, sende sms’er og bruge data. Markedet for mobilabonnementer i Danmark er stort – og det kan være en jungle at finde rundt i de mange forskellige abonnementer, der findes.
I Danmark alene findes der over 500 forskellige abonnementer at vælge mellem, så det kræver lidt forarbejde at finde det rigtige.
I visse tilfælde kan du finde en billig mobiltelefon, hvor den lave pris er afhængig af, at du binder dig til et specielt mobilabonnement fra en udbyder. Men dette abonnement behøver ikke nødvendigvis være det billigste i længden – ligesom det måske heller ikke svarer til det behov, som du reelt har.
Er du ikke typen, der taler meget i telefon, giver det ikke mening at betale for et abonnement med masser af tale, og er du tilsvarende meget på nettet, skal du måske i stedet overveje, om der er data nok inkluderet i dit abonnement.
Står du i den situation, at du har frit valg på alle hylder, kan du med fordel gå ind og bruge en af de mange sammenligningssider over mobilabonnementer, der findes på nettet. Konkurrencen på mobilmarkedet er stor, og de fleste af disse sider opdateres nærmest dagligt, idet der konstant kommer nye tilbud og nye abonnementstyper til.
Det vigtigste er naturligvis at vælge et abonnement, der passer til dit behov. Det er dumt at betale for kapacitet og services, som du alligevel ikke benytter dig af, så gør op med dig selv, hvad du har brug for og kig på dit nuværende forbrug, inden du lader dig friste af gigabytes, taletid og ekstra services, som i bund og grund ikke passer til dit behov.
Her får du en guide til, hvilke ting, du bør kigge på, når du skal vælge et mobilabonnement:
Netværk
Afhængigt af hvor du bor i landet, er der forskel på de enkelte netværk, og hvor der ydes den bedste dækning. Bor du et sted, hvor der kan være problemer med den generelle dækning, kan du med fordel undersøge, om netop den udbyder, du overvejer, leverer en tilfredsstillende dækning, der hvor du primært skal bruge din mobiltelefon.
Taletid og data
Taler du meget i telefon, skal du naturligvis sørge for at få fri tale eller rigeligt med timer med i abonnementet. Det samme gør sig gældende med data. Er du meget på wifi, kan det måske ikke betale sig at bruge penge på fri data eller mange gigabytes.
Det kan derfor være en rigtig god idé at holde øje med dit forbrug og justere abonnementet ud fra det. De fleste steder kan du løbende skifte dit abonnement på månedlig basis, så du har muligheden for at tilpasse dit abonnement med dit aktuelle behov.
Mange udbydere kommer regelmæssigt med nye tilbud og nye abonnementer, og der kan være penge at spare ved at holde øje med nye abonnementer og abonnementstyper – eller måske nye udbydere på markedet, som kommer med et slagtilbud.
Udland
Rejser du meget, eller ved du, at du kommer til at bruge din telefon meget i udlandet, kan det være fordelagtigt at kigge på, hvor mange data, der følger med til brug i udlandet – eller finde en udbyder, som tilbyder gratis roaming i andre lande. Roaming kan være en dyr affære og kan hurtigt æde øvrige besparelser op, hvis roaming-taxameteret begynder at tikke.
Kundeservice
Der kan opstå problemer og spørgsmål, og her er det naturligvis også vigtigt, at du har adgang til en kundeservice, som står klar til at hjælpe i de situationer, hvor der er behov. Spørg venner og bekendte – og tjek tilfredsheden på nettet, hvis kundeservice er en vigtig parameter for dig.
Ekstra indhold
Mens nogle udbydere leverer den “rene vare” i form af data, tale og sms-tjeneste, findes der også en del selskaber, som tilbyder pakkeløsninger til dig, der eksempelvis læser magasiner og bruger musik- og streamingtjenester.
Her kan du så – til en lidt højere pris end et “rent” mobilabonnement – få adgang til eksempelvis Mofibo, HBO Nordic, musiktjenester og et udvalg af magasiner. Så abonnerer du i forvejen på streamingtjenester, magasiner, musiktjenester eller elektroniske boghylder, kan der være værdi i et abonnement med ekstra tjenester tilknyttet.
Pakkeløsning til familien
Er I flere i husstanden med behov for mobiltelefoni, kan der også være idé i at samle hele familiens mobilabonnementer i en samlet pakke.